I går gik jeg tur i blæsten og satte de første spor i en helt frisk sanddynge. Det var uberørt og ret fint at sætte fødderne ned i sandet. Det gav mig en følelse af frihed og ledte mine tanker hen på, hvor vigtigt det er, for mig, at gøre det, der føles rigtigt for mig.
At mærke frihed i mit liv er noget af det, der er vigtigt og rigtigt for mig og det medfører, at jeg til tider må træde ad nye og uberørte stier.
Det nye og uberørte kan virke skræmmende og det vante velkendt og trygt også selvom det vante og trygge ikke nødvendigvis er et sundt sted for os at være. Dette gælder i mange henseender både i den fysiske realitet og i vores indre landskab.
Når vi, f.eks. i terapien, begynder at opdage os selv og får øje på vores mønstre. Da træder vi ad nye stier og finder, måske, frem til glemte sider af os selv. Det kan være sider af os selv som vi har gemt godt og grundigt væk fordi, de ikke har været accepteret i vores opvækst eller sider vi har følt, at der ikke var plads til.
Når vi begynder at undersøge os selv og gå på opdagelse i vores indre kan der i de opdagelser ligge en kæmpe frihed og nyt uberørt land.
Det kan til tider være overvældende og hårdt arbejde at være i terapi og det kan tage tid inden det smukke i det uberørte viser sig. Min oplevelse er dog, at det betaler sig og er det hele værd.
Hvor tit træder du ad nye veje?
