Jeg har min ugentlige gang i en skøn vuggestue. Her laver jeg yoga med to forskellige grupper børn. Jeg planlægger i store træk det samme for begge grupper, men der er en markant og sjov forskel på de to grupper.
Fælles for begge grupper er, at de elsker yoga og jeg bliver mødt af glade stemmer og store smil. Men hvor børnene i den ene gruppe oftest er koncentrerede og deltagende på en rolig måde (de er jo 2 år gamle, så alt er relativt), får den anden gruppe mig indimellem til at føle at jeg har trukket mit underviserkort i en automat.
Der er så meget gang i dem og de hopper op som små popcorn. Forrige gang havde tre af pigerne en legeaftale om eftermiddagen og de kunne slet ikke være i deres små kroppe af bare forventning og begejstring. Hver gang jeg lige nåede at tænke, at dér var roen, så poppede en af dem op med et "og vi skal have is!!" og så kørte karrusellen igen.
Jeg kan, når jeg lige har vendt tanken med underviserkortet, kun ryste grinende på hovedet for de er simpelthen de sødeste små og selvom der er gang i dem, så når vi altid et sted undervejs, hvor stilheden sænker sig og jeg kan mærke deres små nervesystemer falde til ro.
Og mere skal der ikke til. Når roen sænker sig, mærker de, hvordan det er, når der er ro indeni og oftest vil de før eller siden søge at vende tilbage dertil.
Jeg elsker de små øjeblikke, hvor jeg mærker, at energien bliver tungere og roen sænker sig. Men det betyder ikke, at jeg ikke også virkelig sætter pris på de popcornsagtige stunder. Det er en fryd at opleve børns energi og glæde og børneyoga er hele tiden en vekslen mellem aktivitet og ro.
Skulle du være i tvivl, så synes jeg, at jeg har verdens bedste job!
