På onsdag ville min mormor være blevet 100 år og hun har været i mine tanker en del på det sidste. Det er mange år siden, hun var i blandt os, men styrken af hendes betydning er stadig den samme.
Jeg plejede at sige, at "det bedste i verden er chokoladekiks og mormors overarme" og jeg elskede at sidde sammen med hende i sofaen og nusse hendes overarme. Det skal siges, at det her var længe før, jeg blev klar over, at det ikke er en ubetinget kompliment for en kvinde, at der sættes fokus på hendes overarme, men jeg håber, min mormor var ok med det, for det var jo betydningen af det, der var det vigtige.
Vel var de bløde og dejlige at røre ved, hendes overarme, men jeg tror det vigtigste og essentielle, det var, at her var der trygt! Sammen med mormor var der kærlighed, samhørighed, tryghed og fornemmelse af at blive set, og det var dét, overarmenes blødhed og chokoladekiksene var et udtryk for.
I den forgangne uge har et andet dejligt, og for mig vigtigt, menneske forladt os. En mand som jeg, både fagligt og menneskeligt, havde stor respekt for. Han var en virkelig skarp og dygtig terapeut, der med sit milde blik og omsorg favnede de mennesker, der kom hans vej og fik dem til at føle sig set.
Og det er jo dét, der er det vigtige! Det med at føle, at man bliver set af et andet menneske, og får lov til at vokse som den, man er.
Så til min elskede mormor; hjerteligt tillykke med de 100 år og tak for chokoladekiks og overarme. Til både min mormor og min terapeut, hvor end I nu befinder jer, vil jeg sige TAK!
Tak for at I, på hver jeres måde påvirkede og inspirerede mig. Jeg bestræber mig på at gøre jer det efter! Jeg bestræber mig på at se! På at møde og virkelig se og favne de mennesker, der kommer min vej. Jeg tænker, at det er det vigtigste, jeg kan gøre, det er dét, jeg kan give videre!
