I sidste uge var jeg ved Vesterhavet på vinterferie. Det var frysende koldt, det sneede og klitterne og stranden var dækket af hvidt. Det var smukt, men også nødvendigt at gå forsigtigt der, hvor der var is. Så begyndte det at tø og der var smeltende is og vandhuller at gå udenom og være opmærksom på.
Jeg elsker, virkelig elsker, at gå ved havet og jeg kan blive ved i timevis. De dage, hvor vejret ikke var til lange gåture og hvor jeg hele tiden måtte være opmærksom på, hvor jeg satte fødderne, følte jeg mig fanget og fastlåst.
Da det begyndte at tø var jeg ude at gå. At komme hen over stranden krævede virkelig min opmærksomhed for at undgå at glide eller få våde fødder. Men da jeg kom over isen og fik fast sand under fødderne bredte der sig en følelse af lykke i hele min krop ved genkendelsen af sandet under mine fødder. Nu kunne jeg igen stå på stranden og jeg kunne gå afsted uden frygten for at falde.
Fra det ene øjeblik til det andet gik jeg fra at føle mig fastlåst og vaklende til at føle glæde i hele kroppen. Det var som om, hver en celle i min krop sang i det øjeblik.
Det fik mig til at tænke over det her med altings foranderlighed. Hvordan det, der føles fastlåst det ene øjeblik, kan føles let og boblende det næste. I bund og grund er der kun øjeblikket lige her og nu, for vi ved ikke, hvad der sker i det næste. Vi føler indimellem stor smerte og det kan føles som om det aldrig ender. Men intet er statisk og det er værd at huske på. Der er altid en vej igennem smerten også selvom, at det kan virke håbløst i øjeblikket.
I disse måneder, hvor vi er fanget med os selv, er der mange af os, der oplever, at der bliver prikket ekstra til følelsen af ensomhed, utilstrækkelighed og måske til frygten for ikke at være økonomisk sikker. Og det er jo reelle og virkelige følelser, der måske starter med en tanke, sætter sig fast og vokser til den her følelse af fortvivlelse og fastlåsthed.
